Viden

3 trin til lang holdbarhed

Vedligeholdelse af træværk: 3 trin til lang holdbarhed

Hvis udendørs træværk ikke bliver vedligeholdt, vil vind og vejr over tid nedbryde det. Derfor er det vigtigt at beskytte dit træværk godt fra starten, hvad enten der er tale om et hus, et hegn eller noget helt tredje. Når træet er rigtigt beskyttet, kan det nemlig holde i mange år. Her på siden kan du læse om klargøring, grunding og maling af nyt såvel som tidligere behandlet træ. Følg de tre trin til vedligeholdelse af træværk for at opnå den bedste holdbarhed.

Ved du, hvornår på året, du kan træbeskytte dit træ? Læs om træbeskyttelsessæsonen her.



 


1. Klargøring

Inden du kan gå i gang med at male dit træværk, skal det klargøres. Klargørelse er et vigtigt punkt i vedligeholdelse af træværk – uanset om der er tale om nyt eller tidligere behandlet træværk. Klargøring af træet sikrer, at træværket er bæredygtigt og klar til den efterfølgende behandling. Hvis du springer dette trin over, risikerer du, at din træbeskyttelse skaller hurtigt af.

Se alle vores produkter til klargøring af træværk her.

Nyt træværk

Ikke alt træ er nyt, selvom du lige har købt det. Hvis træet har stået udendørs i trælasten, er den naturlige nedbrydning allerede i gang. Hvis træet er gråt og trist at se på, eller hvis det har løse fibre, kan det være nødvendigt at behandle det med GORI Fjern Belægninger, inden du grunder og giver træbeskyttelse. Trykimprægneret træ er som regel for fugtigt til at træbeskytte, når det er nyt. Der kan gå helt op til et år, før det kan males. 

 

Tidligere behandlet træværk

Hvis træbeskyttelsen ser slidt ud og skaller af, så er det tid til vedligeholdelse af træværket med ny træbeskyttelse. Råddent træ skal udskiftes, vandfælder skal udbedres, og belægninger skal fjernes med GORI Fjern Belægninger eller GORI Fjern Belægninger Extra

Næste skridt er at sørge for, at træet er bæredygtigt, så træbeskyttelsen ikke skaller af. Fjern løstsiddende maling/træbeskyttelse og nedbrudte træfibre med et skrabejern, sandpapir eller en slibemaskine, og rengør grundigt med GORI Trævask. Når træet er tørt, skal overfladen slibes.





2. Grunding

Hvis du ønsker den længste holdbarhed, når du vedligeholder dit træværk, er det en god idé at grunde det. Når træet er helt rent, tørt, fast og ikke smitter af, er det klar til at blive grundet. Grunderen trænger ind i træet og beskytter det mod råd og svamp samtidig med, at træbeskyttelsen kommer til at hæfte bedre. 

Grundet træværk bør behandles med træbeskyttelse inden for 14 dage. Eksotiske træsorter er naturligt beskyttet mod råd og svamp og skal derfor ikke grundes.

 

Nyt træværk

Nyt, ubehandlet træ skal altid grundes inden eller umiddelbart efter opsætning. Grunding af trykimprægneret træ inden maling er kun nødvendigt, hvis træet har stået ubeskyttet i mere end seks måneder. Som nævnt beskytter grunderen træet mod råd og svamp og bremser dermed den naturlige nedbrydning af træet. Grunding er derfor en vigtig del af vedligeholdelse af træværk.

 

Tidligere behandlet træværk

Hvis dit træværk tidligere har været behandlet med træbeskyttelse, skal det kun grundes på steder, hvor træbeskyttelsen er slidt helt af og træet virker bart. Gennemgå træet og reparér eventuelle fejl og mangler, fjern løstsiddende træbeskyttelse og grund herefter de områder af træet, der har brug for det.

 

3. Træbeskyttelse

Vi er nu nået til tredje og sidste trin i vores guide til vedligeholdelse af træværk. Når du giver dit træværk træbeskyttelse, anbefaler vi, at du altid giver det minimum to lag for at opnå en god beskyttelse og holdbarhed. Endetræ og særligt udsatte overflader skal altid have et ekstra lag. Hvis du er i tvivl om, hvilken træbeskyttelse du skal vælge, så prøv GORI Guiden.

Hvis du har fulgt vores råd om klargøring og grunding af 

trykimprægneret træ, foregår maling af trykimprægneret træ præcis som maling af dit andet træværk. 

 

Gode råd til vedligeholdelse af træværk


Hvis du følger de 3 trin og påfører den rette mængde træbeskyttelse svarende til rækkeevnen på produktet - så er du godt fra start. Jævnlig rengøring og vedligeholdelse af træværk er en forudsætning for optimal holdbarhed af dit træværk.

Mal ikke i direkte sollys, da træbeskyttelsen tørrer for hurtigt og resultatet bliver stribet og struktureret. Træk i stedet ind i skyggen, eller vent til solen ikke står direkte på det, du ønsker at male.

Transparent træbeskyttelse skal som hovedregel påføres med pensel, for at få et ensartet resultat. Ved dækkende træbeskyttelse kan du dog bruge rulle eller pensel, afhængigt at af hvilket projekt du skal male. På ru træværk kan både rulle og pensel anvendes. På glat træværk anbefales pensel eller kortlurvet rulle.

Læs om træbeskyttelsessæsonen her, og find ud af, hvornår det er bedst at træbeskytte dit træværk.