Viden

Træbeskyttelsessæsonen

Foråret er starten på sæsonen for at behandle træværk og facader, og hvis vejret tillader det, fortsætter sæsonen langt hen på efteråret. 
 
Generelt er der ideelle forhold til at træbeskytte, når:
 
1. Træværk og facader ikke er fugtige 
2. Dagtemperaturen er mellem 10 og 25° C
3. Luftfugtigheden er under 80 %
 
I udendørs træværk må fugtigheden max være 18%, og i vinduer og døre må fugtigheden max være 15%. 
 
Det er ikke optimalt at male i direkte sol, fordi produkterne så vil tørre for hurtigt, og resultatet risikerer at blive stribet eller struktureret. Derudover vil produkterne heller ikke kunne nå at trænge ordentligt ind i overfladen.
 
For at være på den sikre side er det en god idé at bruge en vejrstation, som måler temperatur og luftfugtighed. Du kan også besøge Vejret lige nu på DMI’s hjemmeside. Her kan du se den aktuelle temperatur og luftfugtighed, dér hvor du bor:

På DMI's hjemmeside kan du se den aktuelle temperatur, der hvor du bor
På DMI's hjemmeside kan du se den aktuelle temperatur, der hvor du bor. På kortet her er der enkelte steder, hvor temperaturen er under 10°C. Her er der altså ikke optimale forhold til at træbeskytte.

På DMI's hjemmeside kan du se den aktuelle luftfugtighed, der hvor du bor
På DMI's hjemmeside kan du også se den aktuelle luftfugtighed, der hvor du bor. På kortet her er der flere steder, hvor luftfugtigheden er over 80%. Det er altså ikke alle steder i landet, der har optimale forhold til at træbeskytte

Fugtigheden i selve træværket kan du måle meget præcist med en fugtighedsmåler. Du kan købe fugtighedsmålere i de fleste byggemarkeder.
 
Efterårssæsonen er sidste chance for at behandle din facade og dit træværk inden vinteren. I efterårsmånederne er der ofte kun få timer midt på dagen, hvor vejrforholdene er optimale for udendørs malerarbejde. Duggen sidder nemlig på træoverfladerne til langt op af formiddagen og falder igen allerede hen på eftermiddagen.

Når der er lave temperaturer, høj luftfugtighed og dug på de kolde overflader, kan det ikke anbefales at male udendørs.